Misbrugssager giver dårligt image
Foto: Tv2nord.dk
Lene Hansen mener ikke, Brønderslev Kommune tager skade af misbrugssagerne.
De mange misbrugssager påvirker kommunernes image mener forsker og kan betyde flere fraflyttere. Brønderslev-borgmester Lene Hansen maner dog til jorden.
For tiden kører en sag om misbrug af børn i Rønne, mens der tidligere har været meget fokus på lignende sager i Nordjylland. Især Rebild og Brønderslev er kommet på landkort på grund af alvorlige sager om børnemisbrug. At de nordjyske byer nu er "kendte" for disse sager er ifølge en forsker absolut ikke godt.
- Det er brandærgeligt for en lille by uforskyldt at få sådan et mærkat på sig, at det er en dårlig kommune med dårligt naboskab. Det kan i højere grad for de unge til at flytte til andre byer med et bedre image, siger Gunnar Lind Haase Svendsen, der er professor og forsker i landdistrikter på Syddansk Universitet, til Metroxpress.
Borgmesteren understøttes af tal fra Danmarks Statistik. De viser nemlig, at Rebild og Brønderslev har lige så mange tilflyttere som nabokommunerne.
Gunnar Lind Haase Svendsen vurderer, at mærkatet er yderst svært at komme af med igen. Og at man instinktivt vil tænke på misbrugssagerne, når man hører bynavnet.
Borgmester i Brønderslev, Lene Hansen (Soc.dem.) mener dog ikke, at de sager, der har været i kommunen, har relevans for i dag.
- Det er vi ovre. Men der var en periode, hvor der var en betænkelig klang ved ens hjemstavns navn. Men det er vores fælles problem at få det løst og det arbejder vi seriøst med vores del af landet, siger Lene Hansen til Metroxpress.