Mishandlede katte stort problem: Borgere trætte af de løse katte
Igennem længere tid har Vadum været plaget af mishandling af katte. Ikke alle bryder sig om, at kattene færdes på deres grund. Mandag aften var der borgermøde om sagen.
Katteejere i Vadum har haft store problemer med mishandlede og forsvundne katte. Men det er ikke bare katteejerne, der føler sig generet. Mange borgere er trætte af de omstrejfende katte.
Katteejere i Vadum var mandag aften samlet til borgermøde for at standse problemerne med katte, der bliver mishandlet og forsvinder.
Omkring 35 borgere dukkede op til mødet for at komme nærmere en forklaring på, hvad der er foregået i byen gennem de seneste måneder. Her er flere katte forsvundet, mens andre er kommet hjem med skader, muligvis efter mishandling. Flere katte er også fundet døde.
Katteejerne mistænker nogle af byens borgere for at have taget drastiske metoder i brug.
Men det er ikke kun katteejerne, der er trætte af problemer med områdets katte. Kattens Værn får mange henvendelser fra borgere, som gerne vil have hentet katte, der strejfer på deres grund.
På Kattens Værns internat ender 500 katte årligt, fordi de tilsyneladende er blevet herreløse.
-Problemet er, at når tam kat ikke er mærket, så er vi nødt til at tage den med til internatet, siger Christian Poulsen.
Katteinspektørerne fanger hver dag op imod femten vilde og herreløse katte, som der er over en halv million af i Danmark. Men hver dag kommer der også henvendelser fra borgere, som er utilfredse med at få besøg af naboens tamme kat. Den slags kan Kattens Værn dog ikke tage sig af.
-Det kører vi ikke på - så kunne vi ikke lave andet, siger Christian Poulsen.
Katten opfattes ofte som et frit og selvstændigt kæledyr, men faktisk har ejeren en forpligtelse til at holde styr på, hvor katten færdes.
-Loven siger, at man skal holde sine dyr på egen grund. Det gælder også katte. Men der er mange, der ikke gør det, siger Christian Poulsen.
Man kan dog ikke uden videre indlevere en kat på internatet, så hvis man er generet af en fremmed kat, lyder rådet, at man i første omgang må forsøge at finde frem til ejeren.
-Man kan for eksempel skrive et telefonnummer og sætte i kattens halsbånd. Så kan ejeren ringe, og så kan man få taget en snak, siger Christian Poulsen.