Møder om færgejob totalt booket
Jobsøgende står i kø for at få foden indenfor hos rederiet Fjordline.
Fjord Line regner med endnu flere ansøgninger efter deres informationsmøder om de 300 nye stillinger. Rederiet har allerede modtaget flere tusinde ansøgninger.
Kom til informationsmøde i Jobcenteret og bliv klogere på livet til havs. Dét er et af tiltagene fra Fjord Line A/S i jagten på 300 nye medarbejdere.
Torsdag blev de første møder så afholdt i Aalborg. Her var der fuldt hus plus et par stykker mere.
- Jeg er selvfølgelig kommet for at blive klogere. Det lyder virkelig spændende. Jeg har faktisk allerede søgt to af stillingerne og skal helt sikkert hjem og søge flere, siger Karen Hansen fra Nørresundby.
Fjord Line selv er ikke i tvivl om, at det giver flere ansøgninger på baggrund af de i alt seks informationsmøder. Men rederiet mener også, at det er vigtigt at forklare de interesserede om livet til havs, da arbejdet er meget atypisk.
- Folk er rigtig positive over mødet og informationerne. Jeg har da hørt flere, der skal hjem og søge en stilling eller to, siger Fjord Lines F&O Manager Michael Mathiesen til TV2/Nord.
Indtil videre har rederiet allerede fået over 2.200 ansøgninger efter bare fire dages søgen.
- Vi er fuldt booket til vores møder i både Aalborg og Hjørring, og ansøgningerne vælter ind, så det går rigtig godt. Bedre end vi havde turde håbe på, siger F&O Manager Michael Mathiesen.