Modeshow med unge udviklingshæmmede

For at sætte fokus på unge udviklingshæmmede, arrangerer socialpædagogisk kollektiv Ranum i Vesthimmerland modeshow på Christiansminde i Løgstør.

15 modeller
De 15 modeller er selvfølgelig de unge selv, der igennem den seneste tid har haft travlt med at få styr på tøj og sko og få de mange aftaler på plads til den store dag.

Indkøbt lokalt
Tøjet og skoene er indkøbt hos lokale handlende i Løgstør og Farsø, hvor både interesse og opbakning har vist sig stor.

Professionelt fotostudie
Som en del af forberedelserne har de unge været hos Gunnar Merrild Foto, et professionelt modelstudie i Aarhus, for at få taget billeder af sig selv i deres nye tøj. Disse billeder vil være en del af det store videoshow, som kører på bagskærmen under selve showet.

Opgør med fordomme
Initiativet er taget af de unge selv og to pædagoger, som med showet ønsker at gøre op med de nogle af de fordomme, der ligger i samfundets syn på udviklingshæmmede.
De ønsker at formidle et budskab om, at udviklingshæmmede har behov, som alle andre, for at føle sig smukke og respekterede for dem de er.

Professionelt sceneshow
Til at lave selve sceneshowet har de fået hjælp af Klaus Rubin fra Aarhus, som har været medarrangør af mange professionelle modeshows.
Kollektivet Ranum ønsker med modeshowet, som er det tredje af slagsen, at bibringe endnu en del til diskussionen om udviklingshæmmedes behov og evner.

30.10. kl. 19.00
Modeshowet foregår torsdag d. 30. oktober kl. 19.00 på restaurant Christiansminde i Løgstør.

Viden om
Socialpædagogisk kollektiv Ranum er et højskolelignende tilbud for unge udviklingshæmmede i alderen 20-37 år.


Seneste nyt

fra Nordjylland