Mødrehjælpen mangler julehjælp til 31 nordjyske børn

Med rekordmange ansøgninger mangler der fortsat penge til at hjælpe alle berettigede familier, som har søgt julehjælp i Mødrehjælpen.

Med bare fire dage til juleaften er der stadig 31 nordjyske børn, hvis familier er berettigede til at få julehjælp, som mangler at få det.

Det skyldes, at rekord mange familier i hele landet i år har søgt om støtten, og der derfor ikke er penge nok til alle.

I Nordjylland har 907 familier søgt om julehjælp. Det er 156 flere, end der søgte sidste år.

På landsplan har hele 21 procent flere søgt Mødrehjælpen om julehjælp i år i forhold til sidste år.

- Vi gør, hvad vi kan og knokler på højtryk for at samle de sidste penge ind, så alle de børn, som er berettiget til vores julehjælp, kan få en god jul, siger Mads Roke Clausen, der er direktør i Mødrehjælpen.

Sådan støtter du Mødrehjælpens juleindsamling

  • Sms JUL il 1231 og støt med 150 kroner
  • Giv et beløb på MobilePay: 42 26 26 26
  • Støt på mødrehjælpen.dk/jul

Det får man i julehjælp fra Mødrehjælpen

  • 400 kroner til gave pr. barn
  • 300 kroner til julemad, hvis der er et barn i familien
  • 100 kroner ekstra for hvert barn, hvis der er flere end et barn i familien

 


Seneste nyt

fra Nordjylland