Modstandere brokkede sig over dansk point: - Det er en skandale
Foto: MARCELO DEL POZO, Scanpix
Danmarks bedste damedouble fik afgørende dommerhjælp i afslutningen på første sæt af Super Series-semifinalen.
Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl havde heldet på deres side i første sæt af semifinalen i Korea Open, selvom de til sidst endte med at tabe kampen i tre sæt.
Ved stillingen 17-15 til danskerne sendte deres sydkoreanske modstandere,
Chang Ye Na og Lee So Hee
, et smash af sted, som havde kurs direkte mod Kamilla Rytter Juhl.
Danskeren forsøgte at undvige bolden, da den havde kurs mod baglinjen, men hun nåede ikke at undvige helt, og så ramte bolden hende på ryggen, inden den fortsatte ud over baglinjen.
Hvad der var tydeligt for de fleste tv-seere og de fleste i hallen, det overså kampens dommer. Hun valgte nemlig at give danskerne pointet, da hun ikke så, Kamilla Rytter Juhl havde ramt bolden.
Det fik de tydeligt utilfredse sydkoreanerne til at brokke sig. Men dommeren ville ikke ændre sin beslutning.
- Ej, nej, nej. Det er en skandale. Det er ikke godt. Der må vi have vores rødhvide briller af. Det er klokkeklart, lød det under kommenteringen fra TV 2 SPORTs badmintonekspert, Jim Laugesen.
Sydkoreas landstræner forsøgte ovenikøbet at få lov til at gå ind til dommeren for at vise hende tv-billederne. men det fik han ikke lov til.
I et sidste forsøg på at få omstødt dommen appellerede koreanerne til Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl. I håb om at de selv ville erkende, bolden var blevet ramt. Men det gjorde danskerne ikke.
Så i stedet for 17-16 blev stillingen i stedet 18-15. Det rystede tydeligt koreanerne, som endte med at tabe første sæt 17-21, inden de alligevel kom tilbage og vandt kampen 21-18, 21-14 i de to sidste sæt.
Modsat damedoublen lykkedes det for Mathias Boe og Carsten Mogensen at spille sig i finalen ved Korea Open. Herredoublens finale kan ses omkring 8-9-tiden søndag morgen på TV 2 SPORT.