Mors-Thy er reddet
Foto: TV2/Nord (Arkivfoto)
Håndboldklubben undgår konkurs med hjælp fra både lokale støtter og sponsorer.
Mors-Thy Håndbold reddede sig på målstregen fra konkurs og er klar til endnu en sæson i håndboldligaen.
Det skriver TV/MIDT-VEST.
For bare få dage siden stod klubben med et millonunderskud, men det er lykkedes at samle så mange penge ind, at klubben kunne erklære sig reddet fra konkurs kort før deadline torsdag middag.
Det er både sponsorer og lokale støtter, der har spyttet i kassen for at redde Thys håndboldflagskib. Sponsorerne har dog stillet som betingelse for de ekstra bidrag, at der ikke må røres ved spillertruppen, som dermed forbliver intakt frem mod den kommende sæson.
HF Mors, som er en af moderklubberne bag Mors-Thy Håndbold, har i forbindelse med de økonomiske problemer i eliteafdelingen indgået en aftale med statsbanken Finansiel Stabilitet om et køb af en aktiepost, som statsbanken overtog, da Fjordbank Mors krakkede. HF Mors vil sælge aktierne, og overskuddet skal gå til Mors-Thy Håndbold.
- Jeg synes, det er fantastisk, og det understreger virkelig, hvor stor opbakning der har været til vores projekt i Mors-Thy Håndbold, siger klubbens formand Hans R. Holst til TV/MIDT-VEST.