Mors-Thy sælger stjerne
Marcus Mørk forlader sidste sæsons sensationsklub.
Mors-Thy overraskede stort sidste sæson, hvor klubben nåede en sensationel semifinaleplads, hvor de blev slået af Aalborg Håndbold. De flotte præstationer skyldtes ikke mindst en storspillende Marcus Mørk, der gennem hele sæsonen var en af de bærende kræfter på holdet.
Nu meddeler klubben i en pressemeddelelse, at de har solgt landsholdsspilleren, og en kommende ny arbejdsgiver kan meget vel være netop Aalborg Håndbold, der har indkaldt til pressemøde senere i dag, hvor de vil præsentere en ny spiller.
- Vi glæder os på Marcus vegne og ønsker ham alt muligt held og lykke fremover. Vi er glade for, at det er lykkedes Marcus at komme tilbage på topniveau i vores rammer og ikke mindst, at vi har vist, at det er muligt at udvikle A-landsholdsspillere i Mors-Thy Håndbold, siger H.C. Andersen fra Mors-Thy Håndbolds sportsudvalg i en pressemeddelelse.
- Vi er selvfølgelig kede af at måtte sige farvel til Marcus, men vi ønsker ham held og lykke fremover, lige som Marcus skal vide, at døren altid er åben, hvis han skulle få lyst til at komme hjem igen, siger H.C. Andersen.
Selvom Marcus Mørk kommer til at efterlade et tomrum på holdet, ændrer det ifølge H. C. Andersen ikke på holdets målsætning for næste sæson, som er igen at nå slutspillet, og måske et plads i Final Four.
- Vi smiler med det ene øje og græder med det andet. Men vi tror på, at der er andre unge spillere, der er klar til at rykke frem i bussen, siger H. C. Andersen til TV2/Nord.
Aalborg Håndbold har indkaldt til pressemøde på hjemmebanen i Gigantium klokken 15.