Murermester på anklagebænken
Foto: TV2/Nord
Det nordjyske folketingsmedlem, Bjarne Laustsen, kalder sag om nordjysk murermester for beskæmmende.
Tilbage i september måned blev en murermester fra Bjergby i dømt en bøde på 10.000 kroner, fordi en af hans ansatte ikke havde arbejdstilladelse. Mandag kører sagen for Landsretten.
Murermesteren Morten Steiniche, der driver Bjergby murerforretning, skal i dag i retten igen, efter han ankede en bøde på 10.000 kroner, som Retten i Hjørring i dømte ham i september måned. Murermesteren anker dommen til frifindelse.
Morten Steiniche er anklaget for at have overtrådt Udlændingelovens paragraf 59, da han fra 1. maj til 30. september 2010 havde vietnameseren Toan Minh Le ansat, selvom den unge udlænding ikke havde arbejdstilladelse.
Murermesteren forklarer selv, at han fik kontakt til Toan gennem EUC Nord, og tog ham ind som lærling. Han troede, skolen havde sørget for alt.
I april fik Toan Menh Le dog afslag på opholdstilladelse, hvilket de klagede over, og Toan fortsatte som lærling. Retten siger, at murermesteren burde have sikret sig, at Toan fortsat kunne arbejde under klagesagen, og da han ikke undersøgte sagen, er han skyldig i overtrædelse af Udlændingelovens § 59.
Udlændingeservice rejse dengang krav om en bøde på 50.000 kroner til arbejdsgiveren, Retten i Hjørring valgte at give ham en bøde på 10.000 kroner, men det ankede murermesteren altså.
Det nordjyske folketingsmedlem, socialdemokraten Bjarne Laustsen, kalder sagen beskæmmende:
- Det er dybt beskæmmende, at murermesteren som den eneste skal have en bøde og udstyres med en plettet straffeattest. Samtlige øvriige myndigheder er blevet frikendt for deres andel i sagen, siger Bjarne Laustsen (S) og fortsætter:
- Jeg føler, at en murermester burde belønnes for at antage en lærling på helt normale vilkår og ikke straffes. Som konsekvens af dommen frygter jeg nu, at mindre og små erhvervsdrivende ikke tør ansatte lærlinge, hvis de risikerer at få en bøde for noget, som de ikke kunne forudse var et problem, slutter Bjarne Laustsen, der er med i retten mandag for at støtte murermesteren.