Musikalsk Grundkursus i Hjørring nedlagt

 Musikalsk Grundkursus i Hjørring nedlagt

Musikalske talenter i Hjørring får det hårdt. Pengene til at pleje musikalske talenter i Nordjylland gennem det såkaldte Musikalsk Grundkursus er blevet overført til Aalborg Musikskole.

Kunststyrelsen har inddraget de penge, som Hjørring Musiske skole hidtil har haft til rådighed. Og det er sket henover hovedet på Hjørring Kommune, påstår den selv.

- Det er rystende, at man fra statens side gennemtrumfer beslutninger, der har så store konsekvenser for det lokale musikmiljø, uden at have været i dialog med Hjørring Kommune og uden i øvrigt at kvalificere beslutningen på saglig vis, siger den fungerende formand for Børne & Undervisningsudvalget i Hjørring Kommune, Thomas Mark.

I praksis er det musikalske grundkursus i Hjørring blevet nedlagt pr. 1. juli 2008.

- Vi kan ganske enkelt ikke finde de saglige argumenter i denne sag. Hvorfor skal MGK i Hjørring, som det eneste sted i landet, nedlægges som selvstændigt kursus? MGK ved Hjørring Musiske Skole har i årevis leveret fremragende resultater. Denne beslutning vil betyde en udvandring af talentfulde unge fra Vendsyssel, siger Thomas Mark.


Seneste nyt

fra Nordjylland