Naboer raser over lugtgener - går ikke ud for egen dør
Brønderslev Kommune anerkender lugtgener.
Efter flere års klager, har naboer i Hjallerup nu fået medhold.
Asfaltfabrikken NCC i Hjallerup skal ændre på deres produktion, så de overholder miljølovgivningen.
Det har de ikke gjort hidtil, med store lugtgener til følge for fabrikkens naboer.
- Det er en kvalmende tjærelugt, siger Finn Thomsen om den usynlige gene, han og flere naboer kæmper med.
Han bor tæt på asfaltfabrikken NCC i Hjallerup, hvor røgen dagligt pulser fra skorstenen - og ofte blæser vinden ind over hans bolig.
- Når vi har den der røg nede ved os, så går vi ikke ud. Når vi passer børnebørn, så sætter vi dem ikke ud i barnevogn. Det kan ikke være rigtigt, det må stoppe.
Og det gør det – måske. Efter et længere forløb, har Brønderslev Kommune fundet, at der er lugtgener, og derfor sendt en indskærpelse til fabrikken, om at de skal overholde deres miljøgodkendelse.
- Sidste år blev der lavet undersøgelser, der viste, at NCC måske i visse tilfælde ikke overholder reglerne. Så det har vi indskærpet, at de skal, siger Peter Stecher (C), der er formand for Teknik og MIljø i Brønderslev Kommune.
Overskrider grænsen
Der er ved målinger fra skorstenen påvist lugtgener på op til 18 lugtenheder i omgivelserne ved virksomheden, hvor grænsen for boliger er 5 lugtenheder og ved virksomheder 10 lugtenheder,
- Det betyder, at de skal lave en plan for, hvordan de vil reducere lugten, og så vidt jeg ved, er NCC i gang med det. Og få mandag får vi en orientering i udvalget.
For virksomheden kan det betyde, at de må stoppe med at producere den særlige type asfalt, der kræver høj varme, indtil en løsning er fundet. Det er nemlig den type asfalt, man vurderer, er skyld i den værste lugt.
- Det kommer til at dreje sig om en løsning i form af et filter i skorstenen højst sandsynligt, siger Lars Thøstesen, teknisk specialist hos Asfaltfabrikken NCC.
Vil det betyde, at naboerne så undgår lugtgener fremover?
- Det er for tidligt at sige.
Selvom Kommunens indskærpelse kan lyde som en sejr for naboerne, er det faldt fra tilfældet. For lugten er der stadig, og tilliden til kommunen er lav.
-Vi har ringet til kommunen og skrevet og holdt møder og der er ikke sket noget, fortæller Finn Thomsen.
Han mener, at problemet er, at de er "så få, der bor heroppe og klager".
Ville ikke flytte til byen igen med den viden
For naboen Rasmus Gais, der bor under 100 meter fra virksomheden, er det såkaldt ’diffuse lugtkilder’ samt støv, han er mest generet af.
- Det er alt andet end det, der kommer ud af skorstenen. Det er slet ikke renset på nogle måder.
- Jeg kunne aldrig drømme om at flytte her op, hvis jeg havde vidst, de her lugtgener var til stede. Det vil jeg ikke byde min familie.
Det er Finn Thomsen, der også har virksomhed i nærheden, enig i.
- Jeg vil håbe, at de får styr på den røg, for det er ikke til at holde ud.