Naboerne shopper i Nordjylland

Det gavner Nordjylland i stor stil, at den norske og svenske krone er stærk. De bruger nemlig en masse penge i de nordjyske butikker.

Grænsehandel plejer man normalt at forbinde med den mere sydlige del af Danmark, men nu er nordmænd og svenskere blevet så glade for at handle i Danmark og i særdeleshed Nordjylland, at det kan mærkes i butikkerne i regionen.

- I vores butik går 60 til 65 procent til Norge, siger Karl Christian Lunden, der er indehaver af Slagter Winther i Hirtshals til P4 Nordjylland.

Det er den stærke svenske og norske krone, der gør, at det kan betale sig for vores skandinaviske naboer at storshoppe i Nordjylland.

- Vi har det samme antal, men de turister, der er inde og handle, de handler bedre, fordi kursen er i deres favør, siger Henrik Nielsen fra Damsgaard Vinhandel i Frederikshavn til P4 Nordjylland.

Hos Slagter Winther har man måtte øge antallet af sommerafløsere for at imødekomme de mange norske og svenske kunder.


Seneste nyt

fra Nordjylland