To Nadim-scoringer i dansk storsejr

Fortuna Hjørrings Nadia Nadim nettede to gange for det danske landshold i 8-0-sejren over Malta.

Lørdag aften slog det danske kvindelandshold i fodbold Malta med hele 8-0 på Vejle Stadion. Malta er bundhold i Danmarks VM-kvalifikationspulje, så det var en pligtsejr.

Ikke desto mindre satte det danske landshold turbo på, og to af målene blev sat ind af Fortuna Hjørrings Nadia Nadim. Hun scorede efter 28 minutter til 4-0, og efter 67 minutter gjorde nordjyden det til 7-0.

Nadia Nadims klubkammerat Sofie Junge var sammen med Nadim i den danske startopstilling. Frederikke Thøgersen blev skiftet ind efter 75 minutter, mens Luna Gewitz måtte se hele kampen fra bænken.

Danmark spiller igen onsdag aften, hvor modstanderen på Vejle Stadion er Israel.


Seneste nyt

fra Nordjylland