Næste stop Sulsted
Selv om toget standser 17 gange i Aalborg-forstaden Sulsted, så er det ikke muligt at stå på toget. Det synes de i byen er helt gak gak, og i årevis har de kæmpet en hidtil forgæves kamp.
Borgerne i den lille by Sulsted lidt nord for Aalborg er frustrerede. De kan nemlig ikke tage toget, selv om det holder helt stille flere gang om dagen midt i byen.
Hvis Statsbanerne mangler passagerer, kommer det ikke bag på folk i Sulsted. De må hver dag se på tog der stopper i byen, men det tager alligevel ingen rejsende med. Årsagen er blandt andet et manglende trinbræt - et trinbræt, som borgerne i adskillige år har kæmpet for at få, men forgæves.
- Det ville jo være supernemt for os her i Sulsted, hvis vi kunne tage toget. Tænk, dem der arbejder i Aalborg og hver dag sidder i kø i bil på vej ind til byen, de ville kunne tage toget ind i stedet, og på den måde vil det kunne aflaste trafikken over Limfjorden. Der er jo den gamle perron her, så det virker mystisk, når toget jo alligevel holder her et par minutter, at vi så ikke har mulighed for at benytte os af det, siger Michael Guldhammer, lagerekspedient og bosat i Sulsted.