Narkobilist anholdt to gange på en nat

Nordjyllands Politi anholdt natten til onsdag den samme 26-årige kvinde to gange.

En 26-årig kvinde mister måske sin bil efter at hun tirsdag aften og natten til onsdag blev anholdt hele to gange. Begge gange med narkotika i blodet.

- Første gang vi hører om hende er klokken 22.30 hvor vi får en anmeldelse om at en bilist holde med hornet i bund i Aalborg Øst, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Per Vagn Nielsen.

- Hun er både alkohol- og narkopåvirket, så vi tager hende med ind, tager en blodprøve og løslader hende igen, siger vagtchefen.

Godt to timer senere kunne den 26-årige kvinde hilse på ordensmagten igen.

- I krydset Østerbro og Kjellerupsgade inde i Aalborg holder en af vores patruljer for rødt da en bil der kommer imod dem forfra kører over for rødt. Det synes de lige, de vil undersøge nærmere, og det var så den kvinde igen, siger Per Vagn Nielsen.

Denne gang var kvinden "kun" narkopåvirket, så en ny blodprøve blev udtaget, og så har politiet ellers taget kvindens bil i forvarring med henblik på at konfiskere den.

- Det sidder vores jurister og vurderer lige nu, for det er ikke helt sikkert, de er enige med os i at det er en god ide, siger vagtchefen.


Seneste nyt

fra Nordjylland