NA's lokalforeninger lukker og slukker
Ny Alliances lokalforeninger er langsomt ved at blive udvisket fra danmarkskortet. NA-ledelsen vil hellere have stærke storkredse end mange lokalforeninger.
Mange af Ny Alliances lokalforeninger er ved at opløse sig selv.
Siden folketingsvalget er adskillige NA-foreninger blevet erstattet af enkeltindivider, der fungerer som lokale kontaktpersoner for det unge parti. Det er et resultat af medlemsflugten fra Ny Alliance og meldingerne fra partiledelsen, der hellere ser stærke storkredsforeninger end mangfoldige lokalforeninger.
Overalt i landet er lokalforeningerne på retur. I Sønderjylland havde Ny Alliance 12 lokalforeninger ved sidste års folketingsvalg. Nu er der kun enkelte velfungerende foreninger tilbage. Storkredsformand Peter G. Harboe nævner kun Ny Alliance i Tønder, som en aktiv forening, der f.eks. opdaterer sin hjemmeside med jævne mellemrum.
- Vi er holdt op med at måle det. Vi kører ikke med lokalforeningerne, men med kontaktpersoner og effektiv kontakt til medlemmerne, siger Peter G. Harboe til Ritzau.
Også i Nordjylland har flere lokalforeninger nedlagt sig selv. Det er en helt naturlig konsekvens af, at medlemmerne er faldet fra, efter at NA-ledelsen i det tidlige forår bad alle om at bekræfte deres tilhørsforhold til partiet. Dengang meldte tusinder af medlemmer sig ud af partiet.
Ny Alliances storkredsformand i Nordjylland oplyser, at kun fire lokalforeninger, Aalborg, Rebild, Hjørring og Brønderslev, fortsat holder NA-fanen højt.
- Vi har tidligere haft både Frederikshavn og Jammerbugt, men medlemsafgangen har betydet, at bestyrelserne ikke eksisterer længere. Så det har givet sig selv, siger storkredsformand Helle Carlsson Kunckel Christensen.
NA-toppen har længe haft et ønske om at nedlægge lokalforeningerne og erstatte dem med lokale kontaktpersoner uden egentlig magt. Landsformand Leif Mikkelsen har tidligere påpeget, at ønsket udspringer af, at Ny Alliance ikke er stærkt nok repræsenteret i alle egne af landet til at opbygge egentlige lokalforeninger. I stedet skal storkredsene være Ny Alliances decentrale ansigt udadtil.
- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det er storkredsen, der er omdrejningspunktet. Sådan skal det også være ifølge de nye vedtægter, siger den nordjyske storkredsformand.
Ny Alliance er også blevet reduceret på Fyn. Omkring 1500 fynske NA-pionerer strømmede for godt et år siden partistifter Naser Khader i møde, men i dag har ni ud af 10 vendt partiet ryggen. Jess Henriksen, der er kasserer i Ny Alliance på Fyn, siger til Fyns Amts Avis, at der i dag kun er mellem 100 og 150 fynske medlemmer tilbage.
Samtidig er flere af partiets lokalforeninger på Fyn blevet udraderet. Afdelingerne i Nyborg, Middelfart, Kerteminde og på Nordfyn har ikke længere nogen bestyrelse og eksisterer reelt ikke, mens der endnu er en smule liv i afdelingerne i Odense, Faaborg-Midtfyn og Svendborg.
- Alle slikker sårene og tænker sig om, siger Gert Dyrn, der er partiets næstformand på Fyn.
/ritzau/