Nati fængslet for røverier - nægter sig skyldig
Flugtfangen Hans Enrico Nati blev anholdt i går aftes. Han mistænkes for at have lavet tre røverier i Nordjylland siden han den 1. juli stak af fra arresten i Århus. Og i dag blev han varetægtsfængslet i 27 dage.
Hans Enrico Nati blev anoldt i et sommerhus ved Horsens. Anholdelsen skete uden dramatik, oplyser
politiet.
På baggrund af henvendelser fra befolkningen lykkedes det for politiet at lokalisere Hans Enrico Nati.
Han blev klokken 12 i dag fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Hjørring.
Han mistænkes for at have begået tre bankrøverier i
Nordjylland med et samlet udbytte på 700.000 kroner, siden han stak af fra arresten i Århus den 1. juli.
Han var i alle tilfælde maskeret og truede personalet med et oversavet jagtgevær. I følge politiet begik Nati det første røveri allerede en uge efter flugten, da han den 8. juli slog til mod Nørresundby Bank i Tylstrup. Den 21. juli gik det ud over Spar Nord i Nibe og
senest har en lokal sparekasse i Øster Brønderslev lagt
kasseapparater til flugtfangens liv under jorden.
- Vi sætter ham i forbindelse med røverierne, og det gør vi blandt andet ud fra dna-spor, som vi har fundet i en flugtbil, fortæller vicepolitiinspektør Frank Olsen, Nordjyllands Politi.
Hans Enrico Nati nægtede sig ved grundlovsforhøret skyldig i røverierne. Herefter valgte retten at lukke dørerne til grundlovsforhøret, fordi han også er sigtet for selve flugten fra arresten, hvor politiet mener, at han har fået hjælp udefra. Grundlovsforhøret endte efter en lille time med, at retten valgte at varetægtsfængsle Nati i 27 dage.
Politiet har betragtet den 44-årige flugtfange som farlig og haft en forventning om, at han ville fortsætte med at begå røverier, indtil han blev anholdt. Han flygtede fra arresten i Århus ved at save tremmerne over til et toilet og tage flugten gennem byrettens tilstødende
lokaler.
Under flugten havde Nati følgeskab af en anden fange, som efterfølgende blev anholdt. Nati, der flere gange tidligere er stukket af, afsoner aktuelt en dom på 12 års fængsel for væbnet røveri og narkohandel.