NHL-eventyret lakker mod enden
Foto: Preben Nielsen - eframe.dk
Pirates har endnu ikke sendt deres stjernespiller Colin Greening hjem, mens White Hawks allerede har sagt farvel til deres lånte NHL-spiller.
Hos Aalborg Pirates skøjter en Senators-spiller stadig rundt, nemlig Colin Greening, der har vist sig at være en rigtig god investering for piraterne.
Greening har endnu ikke pakket tasken, men ifølge direktør Frederik Åkesson, så følger de naturligvis forhandlingerne i NHL tæt.
- Det er ikke utænkeligt, at han er væk i løbet af nogle dage. Der er en klausul i kontrakten der betyder, at vi selvfølgelig frigiver ham hvis NHL kommer i gang igen, og som det ser ud nu, så forventer de en aftale mellem spillerne og NHL inden for den næste uges tid, siger han til TV2/Nord.
Anderledes ser det ud i Frederikshavn, har har man vinket farvel til den lånte spiller, Zack Smith.
- Vi må desværre meddele at Zack Smith er blevet kaldt hjem af sin klub Ottawa Senators, da man forventer at NHL snart kommer i gang. Zach er derfor allerede nu på vej hjem og er derfor ikke med i aftenens kamp i Herlev. Vi er glade for at have haft Zack tilknyttet den seneste måneds tid, hvor han især i de seneste kampe begyndte at vise sit format. Vi ønsker Zack held og lykke fremover, hvor han sikkert bliver fulgt af mange fans og spillere fremover. Han har virkelig været en positiv oplevelse for klubben og alle omkring holdet, lyder det i en pressemeddelelse fra klubben.
Zach har været glad for sit ophold i Danmark og i Frederikshavn White Hawks og har blandt andet skrevet dette på sin twitter:
- Huge thanks to Frederikshavn fans, sponsors and organization and especially the players.Great group of guys! Best of luck to them!