Ni nordjyske skoler er med i forsøg med kortere skoledage
Foto: Johnni Isaksen
50 af landets skoler får over en 3-årig periode lov at fravige folkeskoleloven for at skabe en mere fleksibel skoledag.
50 af landets skoler får over en tre-årig periode lov at fravige folkeskoleloven for at skabe en mere fleksibel skoledag. Heriblandt ni nordjyske.
Tidligere på foråret annoncerede undervisningsminister Merete Riisager et forsøg, hvor 50 af landets skoler over en 3-årig periode får lov at fravige folkeskoleloven for at skabe en mere fleksibel skoledag. Alle ansøgninger er nu behandlet, og 50 skoler i 29 kommuner er nu udvalgt.
Deriblandt ni nordjyske skoler:
Thisted Kommune
Sjørring Skole
Nors Skole
Snedsted Skole
Vestervig Skole
Rolighedsskolen
Tingstrup Skole
Hannæs-Ørsterild Skole
Mariager Fjord Kommune
Hadsund Skole
Aalborg Kommune
Vester Mariendal Skole
Ved fristens udløb havde Undervisningsministeriet modtaget ansøgninger fra 35 kommuner på vegne af 75 skoler.
De fleste ansøgninger vedrører særlige turboforløb i fagundervisningen for fagligt svage elever og særlige talentforløb i fagundervisningen for de fagligt dygtige elever. Der kom også ansøgninger, der sigter mod oprettelsen af en særlig profil på skolen, samt indsatser der rettes mod inddragelse af erhvervslivet og udvikling af elevernes håndværksmæssige og innovative evner.
- Skolen og lærerne skal have den nødvendige frihed til at fokusere på den gode undervisning, som det hele jo handler om. Jeg har fået mange henvendelser fra forældre, elever og lærere, der ønsker at tilpasse deres skoledag bedre til, hvordan det passer lokalt. Med dette forsøg tager vi første skridt til at indrette skoledagen bedre de steder, hvor der er et behov. Jeg glæder mig over den store interesse for at deltage,” siger undervisningsminister Merete Riisager.
Der er stor variation i de 75 ansøgninger fra 35 kommuner. Derfor har ministeriet, efter en konkret og individuel vurdering af hver enkelt ansøgning, udvalgt 50 skoler fra 29 kommuner, som anses for bedst kvalificerede til at deltage i forsøget.
Forsøgsgodkendelsen gives med start fra skoleåret 2017/18. Forsøget løber frem til og med udløbet af skoleåret 2019/20.
Forsøget evalueres af Undervisningsministeriet efter to år, således at der inden udgangen af skoleåret 2019/20 kan tages samlet stilling til resultaterne af forsøget.