Nicklas Helenius skifter til Aston Villa

AaB's topscorer Nicklas Helenius skifter til Premier League-klubben Aston Villa på en treårig kontrakt, meddeler den engelske klub. OPDATERET 15.55

AaB's topscorer Nicklas Helenius skifter til Premier League-klubben Aston Villa på en treårig kontrakt.

Det meddeler den engelske klub tirsdag eftermiddag på sin hjemmeside. Helenius bliver dermed den anden dansker i Birmingham-klubben efter Jores Okore, som blev indkøbt i FC Nordsjælland i torsdags.

- Nicklas er en ung knægt, men han er samtidig landsholdsspiller med en god målstatistik i Danmark, og han vil bevise sit værd i Premier League, siger Aston Villas manager, Paul Lambert, til klubbens hjemmeside.

- Jeg vil vise alle fans, at jeg er sulten efter det her, og jeg er meget stolt af nu er være Aston Villa-spiller, siger Nicklas Helenis til den engelske klubs hjemmeside.

AaB's sportschef Allan Gaarde udtaler:

- Nicklas er endnu et produkt af AaB's flotte talentarbejde både internt, men også eksternt sammen med alle vores samarbejdsklubber i Nordjylland, så der er mange, der med rette kan være stolte i dag.

Nicklas Helenius scorede 40 mål i 102 officielle kampe for AaB, mens det foreløbig er blevet til to A-landsholdsoptrædener for Danmark.

På baggrund af transferen af Nicklas Helenius til Aston Villa opjusterer AaB resultat-forventningerne i 2013 fra et nul-resultat til et positivt resultat.


Seneste nyt

fra Nordjylland