Nicolaj Thomsen: Vi skal vinde mod SønderjyskE
Foto: AaB A/S
AaB får søndag eftermiddag besøg af SønderjyskE på Nordjyske Arena, hvor det nordjyske mandskab ikke har tabt i ti Superliga-kampe i træk.
Når AaB søndag tørner sammen med bundproppen SønderjyskE i Superligaen, så er det to hold med nederlag i bagagen, der mødes.
Hos AaB, der øjeblikkeligt indtager Superligaens andenplads, er selvtilliden dog intakt.
- Jeg synes, at vi har god grund til at have selvtillid. Vi har spillet mange gode kampe i denne sæson, siger Rasmus Würtz til TV2/Nord.
Uden for banen har AaB været hårdt ramt af økonomiske problemer den seneste tid, men på banen er der god grund til optimisme. Klubben har ikke tabt i de seneste ti hjemmekampe på Nordjyske Arena.
- Vores fans har givet os en utrolig god opbakning, og det gør at man kan løbe de ekstra meter inde på banen og derved spille mere energisk, siger Rasmus Würtz.
AaB's unge U21 landsholdsspiller Nicolaj Thomsen roser også det nordjyske publikum og forventer samtidig tre point mod SønderjyskE.
- Vi skal have de tre point, hvis vi vil være med i toppen af Superligaen, så det forventer jeg. Men det bliver en svær kamp, siger Nicolaj Thomsen til TV2/Nord.
AaB's cheftræner Kent Nielsen håber selvsagt, at stimen kan fortsætte, men advarer samtidig mod at undervurdere weekendens modstander.
- Vi er bevidste om vores favoritværdighed i søndagens kamp, men omvendt har SønderjyskE igennem de seneste fire sæsoner på imponerende vis præsteret at vinde deres kampe lige præcis, når det har været allermest påkrævet, og når omgivelserne har dømt dem ude, siger Kent Nielsen.