Nordjyde satser på VM
Nordjyske Jens Iversen går efter en placering i toppen ved det kommende verdensmesterskab i pløjning.
Verdensmesterskabet i pløjning finder sted i starten af oktober i Hjardemål, Thisted, og Jens Iversen er forventningsfuld.
- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg går efter en placering i toppen af feltet, men det er et virkelig hårdt felt i år med fire tidligere verdensmestre i min klasse. Jeg tror, det bliver dagsformen, lidt held og en god psyke, der kan komme til at afgøre placeringen, siger Jens Iversen, som med sin standardplov skal konkurrere for Danmark i den ene af de to VM kategorier, standard- og vendeplov.
Jens Iversen er 49 år, og deltager med sit velkendte udstyr, som han har pløjet med i mange år: en Ford 4000 (årgang 1969) og en 2-furet Kverneland plov. Han er blevet verdensmester én gang før, i 1996 i Irland, og har deltaget i seks VM stævner før dette.
- Jeg kunne let have fået sponsoreret en ny traktor til VM'et, men det har jeg takket nej til, for det vigtigste er at være bekendt med sit grej. Min traktor har f.eks. ikke 4-hjulstræk, men da Hjardemål har lette jorde, får jeg ikke problemer med at trække ploven. I de 18 år, der er gået, siden jeg blev verdensmester, er der sket en udvikling af plovene, der pløjes med, og det har de andre deltagere naturligvis fået mere erfaring med. Men hen over vinteren har jeg arbejdet med at opgradere mit udstyr og bland andet modificere plovens muldplader, så de - i mine øjne - giver pæne furer, siger Jens.
De nu forlængede muldplader kan være dét, der skal sikre Jens topplacering, for netop pakningen af furerne kan være en afgørende bedømmelse i et felt, hvor alle kører præcist.
- Om dommerne kan lide mine furer er lidt en smagssag, som ændrer sig over tid. For år tilbage skulle en fure være skarp og kantet - nu skal de være mere runde, men stadig markeret, så det, der bedømmes, er, hvorvidt der er jord tilgængelig for såbeddet, forklarer Jens, der selv har arbejdet meget for at indføre en mere nuanceret bedømmelsesvejledning på verdensplan.
Det er 14 år siden, at VM i pløjning sidst blev holdt i Danmark, og Jens Iversen fra Vils på Mors træner eller modificerer sit udstyr næsten dagligt med målet om den unikke oplevelse at vinde medalje i eget land.