Nordjyde vinder guld i Super G

Det blev til henholdsvis guld og sølv til to skiløbere fra Hobro, da de tirsdag dystede i Super G i Sverige.

På Funäsbjerget I Sverige dyster Danmarks bedste alpine skiløbere i disse dage om DM-titlen. Tirsdag blev alpindisciplinen Super G afholdt, og det blev til fornemme placeringer for to nordjyder.

Christoffer Faarup var på forhånd udråbt til at være den helt store favorit, og den 20-årige løber sikrede sig også guldet i vindertiden 47,83 sekunder.

Dagens helt store overraskelse var dog den kun 14-årige Marcus Vorre, der kørte sig ind på en flot andenplads - kun 1,2 sekunder efter vinderen.

Marcus Vorre var favorit til at vinde sin egen klasse, men det kom som noget af en overraskelse, at han skulle være førsteudfordrer til klubkammeraten Christoffer Faarup.

Begge løbere er fra Hobro Skiklub, der altså henter både guld og sølv i Super G.

TV2/Nord bringer de kommende to søndage længere indslag fra mesterskaberne.


Seneste nyt

fra Nordjylland