To nordjyder dræbt under lastbil
Foto: Per Frank Paulsen (Arkivfoto)
To nordjyske mænd blev natten til tirsdag dræbt i en voldsom trafikulykke med en lastbil på motorvejen.
Natten til tirsdag mistede to nordjyske mænd livet i en voldsom trafikulykke på motorvejen ved Randers. Det skriver Ritzau.
Ifølge vagtchef ved Nordjyllands Politi, Per Jørgensen, er der tale om en 34-årig mand fra Nibe og en 27-årig mand fra Flauenskjold. Nordjyllands Politi har underrettet de pårørende.
Trafikulykken skete kort efter midnat. De to mænd kørte i en varevogn med trailer på, da de blev ramt bagfra af en lastbil med sættevogn.
- Varevognen kører i grøften, og den store sættevogn følger efter og kører hen over de to mænd. De bliver dræbt på stedet, siger vagtchef ved Østjyllands Politi, Jens Rønberg, til Ritzau.
Lastbilchaufføren slap fra uheldet uden skader, og politiet skal nu undersøge ulykken nærmere for at fastslå, hvad der er sket.