Nordjyder kan ikke førstehjælp
Det kan være svært at få nordjyderne op af sofaen, og af sted på førstehjælps-kursus. Selv om det er fuldstændig gratis.
Alle ved, at førstehjælp er vigtigt, hvis man skal redde liv, når uheldet er ude. Men alligevel kan det være svært at få nordjyderne op af sofaen og afsted på kursus - også selvom det er fuldstændig gratis at lære at redde liv.
Det skulle have været en helt almindelig arbejdsdag for montør Jens Peter Kristensen da han i september måned lavede service på transformatorstationen på Skansevej i Nørresundby. Men i stedet kom han i kontakt med en spænding og fik 60.000 volt gennem kroppen.
- På det tidspunkt siger de, at jeg er død, fortæller Jens Peter Kristensen.
I Himmerlands Elforsyning skal alle medarbejdere have førstehjælpskursus og opdatere det en gang om året. Tre af kollegerne kom straks Jens Peter til undsætning. De gav ham førstehjælp indtil ambulancen ankom.
- Naboen havde hørt larmen fra det. De havde en hjertestarter, og den fik de sat på mig, og så blev der sat gang i hjertet igen, siger han.
Jens Peter Kristensen var heldig at have hjælpen ved hånden, da uheldet var ude for ham, men langtfra alle nordjyder har førstehjælpskursus, ligesom mange mangler at få det gamle kursus genopfrisket. Dansk Folkehjælp tilbyder gratis kurser, og i år har det været svært at få pladserne besat.
- Vi har nok ikke været gode nok til at informere om det, siger generalsekretær Klaus Nørlem ved Dansk Folkehjælp.
For Jens Peter Kristensen var kollegernes førstehjælpskursus forskellen mellem liv og død.
- Hvis ikke mine kolleger havde været der til at hjælpe mig, så havde jeg ikke været her den dag i dag. Det er helt sikkert. Så havde jeg været død og begravet, siger han.
Se mere om Jens Peter Kristensen og nordjydernes mangel på viden om førstehjælp i vores udsendelse 19.30.