Nordjyder køber mindst økologi
Der køber tre gange så mange øko-mærkede varer i hovedstaden som i Nordjylland
Det er sidste dag i Den Økologiske Uge. 400 arrangementer i hele landet har været med til at understrege, at Danmark er det land i verden, hvor der købes flest økologiske varer. I Nordjylland er der dog længere mellem de økomærkede indkøb.
For Niels Foged er økologi hele livet. Han og familien lever økologisk, og de dyrker og sælger oldgamle kornsorter.
- Vi vil hverken have noget tilsat eller fjernet fra vores fødevarer, siger Niels Foged, økologisk planteavler i Mariager.
Nordjylland er ellers ikke den landsdel, der går forrest i den økologiske kamp. Her købes kun halvt så mange øko-mærkede varer som på Sjælland- og kun en tredjedel af det, der købes i København. Ifølge Økologisk Landsforenings undersøgelser er noget af forklaringen, at økologi er mest udbredt i områder med høje indkomster og et forholdsvist lavt uddannelsesniveau.
- Jeg har nu også en lommefilosofi om, at folk på Hovedbanegården og Vesterbrogade kan føle det mere påkrævet at finde sig noget ren natur et eller andet sted i en hektisk hverdag. Og så køber de økologiske fødevarer, mens det nok føles knap så påkrævet i en landsdel som Nordjylland, hvor der er højt til himlen og mere frisk luft, siger Henriette Winther, markedskonsulent i Økologisk Landsforening.
- Vi skal have mere økologi, og der skal mere oplysning til, siger den økologiske planteavler, Niels Foged.
Andre er mere skeptiske overfor tankegangen om 100 procent økologi.
- Man kan ikke bare sige, at økologi altid er det bedste. Der er ikke vundet noget miljømæssigt. Hvis vi kun skulle leve af økologi, så skulle vi have dobbelt så store arealer, for udbyttet er kun det halve. Så det er utopi, siger Niels Vestergaard Salling, formand for LandboNord.
For ham, gælder det mere om at se på kvaliteten og sørge for at købe dansk, fordi de danske fødevarekrav er nogle af de mest strikse i verden. Og her er økologen enig.
- Der er ingen tvivl om, at man får flere sprøjtemidler i fødevarer fra udlandet end i dem fra Danmark, siger Henriette Winther fra Økologisk Landsforening.