Nordjyder sejler fra Mallorca til Sæby - i en gummibåd!
To venner har sejlet fra Mallorca til Sæby - i en gummibåd
Efter en sejltur på 5200 kilometer ankom to vendelboer i dag til Sæby efter 12 dage til søs.
Godt nok er de makkere og driver en halvstor virksomhed sammen til dagligt. Men at de kaster sig over en sejltur fra Middelhavet til Nordjyllands svar på Nice - altså Sæby - er alligevel noget af en bedrift.
For Jannik Hansen og Kim Gregersen, som til hverdag driver pillefyrsfirmaet NBE Production i Sæby sammen, er ikke sejlere i den forstand, at de har sejlet på de syv verdenshave.
- Næh, faktisk slet ikke. Det er første gang, vi kaster os ud i sådan et projekt, griner Jannik Hansen kort efter, han er trådt i land ved slæbestedet i Sæby Havn.
De to startede deres maraton-sejlads på Mallorca tirsdag i sidste uge og sejlede til Ibiza, rundt syd om Spanien, forbi Portugal og op til Biscayen, hvor de måtte give op overfor de store bølger.
- Indtil da havde vi sejlet med en gennemsnitfart omkring 40 knob (75 km/t, red.), men i stedet for at krydse Biscayen med sølle 10 knob i hårdt vejr, vendte vi om og sneg os op langs den spanske og franske kyst. Og det har vi ikke fortrudt, der var flot, fortæller Jannik Hansen.
Parret overnattede i land om aftenen og gav den så gas fra morgenstunden til solnedgang.
- De store bølger er ikke noget problem. Båden er klassificeret til at kunne sejle hurtigt i fire meter bølger, men det er faktisk de små, korte bølger, hvor båden letter, der voldte os problemer, forklarer Jannik Hansen.
Alt i alt har de sejlet omkring 5200 kilometer og brugt 3100 liter diesel.
Den omkostning svarer nogenlunde til det, det koster at få den 29 fods Goldfish-RIB hjem med færge og på en lastbil.
Nu er det planen, at båden i næste uge skal en tur til Oslo, hvor den skal serviceres og gøres klar til vinteren.
- Det er jo bare en smuttur på nogle timer, det regner vi ikke for noget, klukker Jannik Hansen.
Parret gennemførte turen på 12 dage og sejlede mellem 200 og 700 kilometer om dagen, hvor de står op fra morgen til aften, mens båden ræser afsted.
- Vi er blevet helt brune i hovedet af turen, slutter Jannik Hansen.
Vi andre kan så være grønne af misundelse.
Goldfish 29 specifikationer:
Længde: 9,42 meter
Bredder: 2,85 meter
Marchhastighed: 40 knob
Max-hastighed: 60 knob
Brændstoftank: 380 liter
Design: pål Sollie (Norge)