Nordjydsk kok skal kæmpe om titlen som verdens bedste
Jasper Kure vandt kampen om at repræsentere Danmark ved næste års verdensmesterskaber for indviduelle kokke Bocuse d'Or i Lyon.
Kampen stod på Culinary Institute of Denmark søndag eftermiddag.
Jasper Kure har deltaget flere gang i konkurrencen i Frankrig. Sidste gang endte det med en 3. plads.
Hans modstander var Wassim Hallal, der sejrede for to år siden i konkurrencen om Årets Restaurant.
Jasper Kure var sidste år køkkenchef på Brøndums Hotel i Skagen, og arbejder nu som køkkenchef hos VIP i Hellerup. Han har trænet i månedsvis til konkurrencen.
- Jeg har fulgt Jaspers forberedelser, og hans intensitet er beundringsværdig, fortæller Jasper Kures chef, Thomas Tranberg fra VIP, til TV2/Nord.
Han er ikke overrasket over, at det var Jasper Kure der vandt:
- Han har det køligste overblik i branchen. Han er meget rolig - selv når han arbejder med 50 kokke under sig, så er der ingen forvirring. Og så har han sans for detaljen, forklarer Thomas Tranberg.
I søndagens konkurrence skulle begge kokke arbejde med laks og lam, og begge serveringer vakte stor tilfredshed hos dommerne. Jasper Kure vandt knebent med 489 point, blot otte point mere end Wassim Hallal.