Nordjylland er ikke sikret gevinst ved gasfund
Aalborg Kommune beder nu Folketinget stoppe boringer efter skifergas i fremtiden
Selvom der skulle ligge gas for milliarder af kroner i den nordjyske undergrund, er det ikke sikkert, at Nordjylland får noget ud af det økonomisk. I hvert fald ikke, hvis det går, ligesom det er gået i Holland.
Groningen-provinsen i den nordlige del af landet har i årevis fyldt den hollandske statskasse op, men ifølge danske Mette Pedersen, som har boet i Holland i 18 år, har Groningen ikke tjent noget på gaseventyret.
- Holland tjener rigtig, rigtig mange penge på det, men de bliver ikke brugt her i vores område, som er et yderkantsområde i det nordlige Holland, siger Mette Pedersen.
Holland tjente sidste år 12 milliarder euro, svarende til 90 milliarder kroner, på gasudvindingen alene i Groningen-provinsen. På trods af det er Groningen-provinsen i dag mere under afvikling end i udvikling.
- Folk flytter herfra, for der er ikke så meget arbejde. Industrierne lukker, fordi de ikke er konkurrencedygtige. Butikkerne må lukke, og der er ikke noget, der er attraktivt ved at flytte herhen, fordi det hele er lidt deprimerende, siger Mette Pedersen.
Totals prøveboring ved Dybvad vil afsløre, om der gemmer sig gas i den nordjyske undergrund. I Nordjylland vil gassen i så fald ligger i skiferlaggene, mens den i Groningen-området bliver pumpet op fra sand- og kalklag.
I Holland er det ligesom i Danmark staten, der ejer undergrunden og de råstoffer der måtte ligge i den. Det betyder, at indbyggerne i Groningen ikke får noget ud af den rigdom, der ligger i jorden under dem.
- Vores provins eller vores amt Groningen har jo ikke set de penge. De har måske været brugt i Holland som helhed. Måske er der blevet bygget veje for dem. Jeg ved det ikke, men de har ikke været brugt heroppe til at støtte vores område, siger Mette Pedersen.