Nordjylland får nyt elite-cykelhold
Foto: Team Sparekassen Vendsyssel Aalborg
Her ses nogle af kræfterne bag cykelholdet samt to af de ryttere, der skal præstere på landevejene. Fra venstre Sebastian Ryttersgaard (cykelrytter), John Pedersen (Sparekassen Vendsyssel), Mads Hardahl (sportsdirektør) og Johannes Rom Dahl (cykelrytter)
Fredag er et nordjysk hold med flere lovende cykelryttere blevet offentliggjort.
Landevejene er mange i Nordjylland, og det er de danske cykeltalenter også. Det er blandt andet derfor, nordjyderne nu får et nyt elitehold siger den tidligere kontitentalrytter Mads Hardal, der skal stå i spidsen.
- Jeg er utrolig stolt af at være en del af projektet. Det er lang tid siden, at et Aalborg-baseret elitehold har eksisteret, og det er på tide, at de talenter, vi selv har opfostret, har et sted at køre i fremtiden. Det er vigtigt for os, at de unge ryttere har et lokalt hold at se op til, og det bliver nu en realitet, siger Mads Hardal, der er ledende sportsdirektør for det nye Team Sparekassen Vendsyssel.
Allerede næste sæson vil man kunne spotte den nordjyske cykeltrøje i det danske elitefelt. Det er Aalborg Cykle-Ring, der står bag det nye DCU Elite Team, som er støttet af det lokale erhvervsliv.
- Vi er rigtig glade for at kunne støtte op om den lokale cykelsport. Vi har i mange år støttet Aalborg Cykle-Ring, derfor fandt vi det selvfølgelig naturligt at støtte op om et eliteteam. Vi glæder os til at følge rytterne på landevejen, siger Bo Bejer, Regionsdirektør i Sparekassen Vendsyssel.
Én af cykelrytterne er den 20-årige Sebastian Ryttersgaard. Aalborgenseren tog en flot sølvmedalje ved de Jysk/Fynsk mesterskaber i linjeløb tidligere i år, og han har store forventninger til det nye nordjyske cykelprojekt.
- Jeg glæder mig til at blive en del af det nye hold. Det bliver sjovt, at mine holdkammerater nu også er dem, som jeg træner med til dagligt. Jeg synes, vi har en stærk og bred trup, så jeg tror på, vi kan gøre os gældende i A-klassen og udfordre kontinentalholdene. Det gælder forhåbentlig også i de internationale UCI-løb, vi kommer til at køre, fortæller Sebastian Ryttersgaard.
Holdet vil i sin første sæson bestå af otte ryttere, der skal køre på højeste niveau i den danske A-klasse samt to ryttere, som begynder i B-klassen. I sportsdirektør-teamet indgår desuden de tidligere cykelryttere Mikkel Skjellerup, Jimmi Sørensen og Christian Nyvang Lund.