Nordjylland knudepunkt for narkobander

Når narkoen skal transporteres rundt i Europa, så spiller Nordjylland en central rolle.

Narkobander verden over tjener årligt milliarder af kroner på at sælge og købe narkotika. Men et land er mere lukrativt at sælge stoffer i end noget andet sted i verden.

- Norge er et meget dyrt land. Derfor er Norge vel det land, hvor du får den bedste pris for alle typer narkotika. Og derfor er det så attraktivt at smugle narkotika ind i Norge, siger Leif Vagle fra det norske politi.

Og når stofferne skal til Norge, så vælges ofte ruter der går via færgerne i Hirtshals eller Frederikshavn. Det skærer nemlig grænserne mellem Danmark-Sverige og Sverige-Norge fra, noget der er af stor betydning.

- Det er højrisiko at krydse grænser mellem lande. Derfor foretager smuglerne vurderinger af, hvor risikoen er lavest for at blive fanget, siger Leif Vagle.

I denne uge blev en hollandsk lastbil med 544 kilo stoppet på havnen i Hirtshals. For få uger siden havde det norske politi held til at stoppe en lastbil med 560 kilo hash, lastbilen kom med færgen fra Hirtshals.


Seneste nyt

fra Nordjylland