Nordjylland: Mange undlader at behandle flåter

 Nordjylland: Mange undlader at behandle flåter

En ny undersøgelse viser, at flåter er et stigende problem.

De fleste kender flåten, som om sommeren og i foråret er en plage for både kæledyr og mennesker. Men folk er ikke opmærksomme på, at flåten ikke forsvinder, når det bliver efterår.

- Mange tror måske at flåtsæsonen er slut med sommeren, men det er faktisk langt fra tilfældet, siger dyrlæge Thomas Larsen fra Aalborg i en pressemeddelelse.

Flåten lever stadig i bedste velgående, selvom vi skriver oktober måned. Det betyder, at der stadig er behov for at behandle og forebygge imod flåten.

En ny undersøgelse Netdyredoktor.dk viser, at 38 procent af de nordjyske hunde- og katteejere ikke behandler flåter på deres kæledyr om efteråret.

Derimod behandler 69 procent dem om sommeren.

- Vi ser nu, at flere og flere kæledyr også bliver angrebet om efteråret. Det er derfor vigtigt, at kæledyrsejerne fortsat tjekker sig selv og deres hund eller kat for flåter og fortsat behandler og forebygger, slår dyrlægen fast.
Undersøgelsen viser også, at 67 procent af deltagerne i Region Nordjylland finder flere flåter på deres kæledyr end tidligere.
Flåterne har gode leveforhold i den danske natur, og det betyder at antallet af flåter vil stige.

- Sidste vinter var vejret mildt, og det betød væsentligt flere flåter end sædvanligt og en forlængelse af flåtsæsonen. Og den udviklingen ser ud til at fortsætte, siger Thomas Larsen om en af forklaringerne flåternes tilvækst.


Seneste nyt

fra Nordjylland