Nordjysk ægtepar dømt for menneskehandel

Et nordjysk ægtepar fra Hirtshals skal fire år i fængsel for menneskehandel og rufferi. Ægteparret skal desuden betale fire millioner i bøde for rufferi.

Det nordjyske ægtepar Jan Birger Olesen og Licane Bastista da Silva var tiltalt for i perioden 2008 til 2012 at have udnyttet 14 kvinder og to mænd til prostitution. Derudover var de tiltalt for to tilfælde med menneskehandel.

Udover fire års fængsel dømte dommeren ved byretten i Viborg også brasilianske Licane Bastista da Silva udvisning af Danmark for bestandig. Hun skal også sammen med ægtemanden Jan Birger Olesen betale fire millioner kroner i bøde for rufferi. Det var det beløb, som retten fandt at ægteparret havde tjent på bordeldrift på 18 forskellige adresser i Jylland. Fem af bordellerne ligger i Nordjylland.

Ægteparret har i retten forklaret, at de har haft noget med et par bordeller at gøre, men nægtet at der skulle være tale om rufferi og menneskehandel.

Udover ægteparret blev også Jan Birger Olesens ekskone Lone Jakobsen idømt et års fængsel for medvirken til bordeldrift.


Seneste nyt

fra Nordjylland