LIGE NU:

Nordjysk børnelokker afsløret i sex-chat

Først var det en politichef, så en marinesoldat, og nu er turen så kommet til en nordjyde. Ekstra Bladets seneste afsløringer af børnelokkere på nettet bringer i dag en ældre mand fra Sæby på forsiden.

Gennem mere end halvandet år har en ældre mand fra Sæby chattet, mailet og talt i telefon med hvad han troede var en 13-årig pige ved navn Sofie fra København.

Manden har optrådt truende over for Sofie, og flere gange har han presset på for at mødes med hende for at få sex. Og 16. maj har manden så "held" til at lokke Sofie til Aalborg Banegård.

Her bliver han dog mødt af Ekstra Bladets journalister, der konfronterer ham med deres chatkorrespondance. Manden nægter, at han havde lokket pigen til Aalborg for at have sex med hende.

- Hun er jo ikke gammel nok, og det ved vi godt, så derfor skal vi ikke have sex, sagde han til Ekstra Bladet på Aalborg Banegård.