Nordjysk elektrikerfirma får stor ordre fra Norge

HG Electric i Frederikshavn har fået en tocifret millionordre fra Norge.

Det er Norges Arktiske Universitet i Tromsø, der stiller den store ordre til det danske firma. HG Electric fra Frederikshavn skal stå for el-arbejdet i en 5.400 kvadratmeter stor bygning, der skal tage ti måneder at opføre.

- Der er ingen tvivl om, at vi har vundet ordren på dansk effektivitet. Det er klart, at vores norske bagland også spiller en rolle, men det er først og fremmest egne kvaliteter, som har været afgørende, mener administrerende direktør i HG Electric, Brian Enevoldsen.

HG Electric er et dansk aktieselskab fra 2004, der har været en del af den norske koncern Hareid Group, som 16 selskaber er en del af, heriblandt HG Electric. Lige nu har virksomheden 40 medarbejdere i Norge, som designer og udfører alle former for elinstallationer på større skibe.

- Vi har arbejdet sammen med dem i et par år, men desværre uden at vinde nogle opgaver. Denne gang lykkedes det, og vi håber naturligvis, at dette bliver begyndelsen til noget stort, siger Brian Enevoldsen.

For halvandet år siden var der kun seks medarbejdere, men nu er der hele 23 på lønningslisten, og HG Electric søger stadigvæk flere medarbejdere, blandt andet en solcellespecialist, en beregner og to projektledere.

- Det går stærkt, så vi har konstant antennerne ude efter dygtige medarbejdere, men denne gang har vi valgt også at alliere os med et headhunterfirma i Aalborg. Vi synes, at fremtiden ser lovende ud. Både på land og i det maritime. Kleven Værft er vores vigtigste samarbejdspartner i Norge, og de har ordrer inde for 12 milliarder kroner, siger Brian Enevoldsen.

HG Electric er også i gang med at bygge nyt hovedkontor på havnen i Frederikshavn. Den administrerende direktør forventer at rykke ind i den næsten 600 kvadratmeter store bygning på Trindelen til jul.


Seneste nyt

fra Nordjylland