Foto: Jesper Lange

Nordjysk elev bortvist for at oplade sin mobiltelefon

Kokkeelev blev bortvist fra restaurant i Aalborg, fordi han havde stjålet strøm fra sin arbejdsgiver.

"Vi bortviser dags dato Tobias Koch for at stjæle strøm fra restauranten, ved at lade sin telefon op uden tilladelse fra restauranten"

Sort på hvidt modtog en målløs Tobias Koch i går sin bortvisning af sin chef på Restaurant Sans i Aalborg. Det skriver Fagbladet 3F.

- Jeg tænkte bare, det kan ikke passe det her. Det er for barnligt, fortæller den 19-årige kokkeelev Tobias Koch.

Hos 3F Aalborg er man næsten lige så chokeret som hovedpersonen selv.

- Opfindsomheden er desværre stor hos arbejdsgiverne, når de vil af med elever, og vi ser mange sager, hvor de unge bliver behandlet horribelt. Men det her er nok det værste, jeg har set, siger faglig sekretær i Privat Service, Hotel og Restauration, Kurt Frederiksen.

Tobias Koch fik at vide, at restauranten ville lukke ved udgangen af december, og det faldt fint sammen med hans skoleophold fra 5. januar og ti uger frem. Derved troede han, at han havde ti uger til at søge ny praktikplads.

Men når man ikke har en praktikplads går eleven automatisk fra kokkeelevløn over på skolepraktikydelse, hvilket er langt lavere.

- Jeg kan ikke engang betale min husleje med den indkomst, siger Tobias Koch, der derfor søgte hjælp hos 3F Aalborg.

Men et møde i går mellem 3F og Restaurant Sans førte ingen vegne hen, og senere på dagen mødte Tobias Koch som vanligt på arbejde og knoklede løs med dagens opgaver. Først sidst på dagen da alle opgaver var klaret, blev han kaldt ind på chefen, Rune Warming Christensens kontor, hvor han modtog bortvisningen.

Indehaverne af Restaurant Sans er ikke enige i kritikken. Tobias Koch er blevet tilbudt at fortsætte sin læreplads på Hotel Strandlyst i Tornby, som de også ejer.

- Vi synes, vi har gjort hvad vi kunne. Vi har tilbudt ham læreplads og et værelse uden beregning. Der kører tog til døren, og han kunne få tre til fire dages arbejde om ugen, så han kunne være i Aalborg resten af tiden. Det sagde han nej til, siger Lasse Holst.

Hverken 3F eller Tobias Koch mener, det tilbud er godt nok. Tobias Koch ville få flere timers transporttid med ufleksibel og dyr offentlig transport.