Nordjysk folketingspolitiker kritiserer nedrivningsborg-mestre

Nedrivning er ikke svaret på alt, lyder det fra Simon Kollerup, efter flere udkantsborgmestre har efterlyst flere penge til nedrivning.

Søndag efterlyser flere udkantsborgmestre flere statspenge til nedrivning af faldefærdige ejendomme i deres kommuner, men ifølge det nordjyske medlem af folketinget Simon Kollerup, ligger borgmestrenes fokus det forkerte sted.

- Selv hvis vi kunne finde milliarderne til at rive alle nedrivningsværdige huse ned i yderområderne, så vil jeg ikke synes, at vi skulle bruge så mange penge på dét. Vi skal da hellere efterspørge penge på udvikling i yderområderne og ikke altid nedrivning, nedrivning, nedrivning. Jeg synes desværre tit, at det er nedrivning vi hører om, siger Simon Kollerup.

I søndagens udgave af Jyllands-Posten siger Hjørrings borgmester Arne Boelt, at i takt med der er flere, der flytter til byerne, er det vigtigt at få ryddet op i de små landsbyer, men ifølge Simon Kollerup, der er medlem af udvalget for landdistrikter, er nedrivning ikke alt.

- Jeg ser gerne, at vi fortsat kan rive de værste boliger ned, men kan der frigives flere penge end det, så må udvikling, stærkere velfærd og nye arbejdspladser stå øverst på vores ønskeliste, derfor er jeg ikke helt enig i borgmestrenes lidt ensidige fokus på nedrivning.


Seneste nyt

fra Nordjylland