Nordjysk folketingspolitiker vil ændre klagefristen for patienter
Foto: Jeppe Frost Kyvsgaard
Per Larsen.
Den nordjyske folketingspolitiker Per Larsen (K) har indkaldt sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til en forespørgselsdebat omkring længden af klagefrister ved lægefejl.
Konservatives sundhedsordfører Per Larsen vil have sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til at ændre fristerne for klager over lægefejl. Derfor har han indkaldt ministeren til en såkaldt forespørgselsdebat.
- Det har jeg gjort, fordi vi har et godt system i Danmark, hvor der står, at man skal behandles efter bedste specialiststand, siger Per Larsen (K).
Han mener ikke, at systemet virker hensigtsmæssigt lige nu.
- Sker der fejl, og det kan jo ikke undgås, så er det bare sådan, at klagefristen den tæller fra, hvor fejlen bliver begået. Hvis så fristen den overskrides, så mister personen klagemuligheden og sin mulighed for erstatning, og det synes jeg ikke er rimeligt, siger Per Larsen.
Jeg vil opfordre til, at fristen først udløber, når patienten bliver opmærksom på, der er sket en fejl
Per Larsen, Konservative
Emnet er blandt andet blevet berørt af TV2 Nord i sagen med Mette Nielsen fra Hals, der kunne have haft konstateret en alvorlig diagnose tidligere, hvis ikke en blodprøve var blevet overset.
- Jeg vil opfordre til, at fristen først udløber, når patienten bliver opmærksom på, der er sket en fejl. Ellers taber man sådan set sin retssikkerhed, fordi man ikke har været opmærksom på, man er fejldiagnosticeret eller fejlopereret, og den nuværende klagemulighed, den har nogle konsekvenser.
På den baggrund mener Per Larsen, at klagemuligheden skal gælde fra det tidspunkt, hvor det går op for folk, at de er blevet fejlbehandlet.
Ikke første gang Per Larsen markerer sig
Per Larsen har tidligere kommenteret på emnet, og det har nu gjort, at han har indkaldt til forespørgselsdebat.
- Det er, fordi jeg synes regeringen skal komme med et udspil på det her område, og nu har jeg så fået opbakning fra de øvrige blå partier til at rejse denne her forespørgselsdebat, så jeg tror rent faktisk, det kan lykkedes denne her gang at få opbakning i Folketinget, siger Per Larsen.
De blå partier alene har dog ikke flertal, men det afskrækker ikke Per Larsen.
- Jeg synes sådan set, at denne her sag er så vigtig, at jeg rent faktisk tror, der er nogle af regeringens støttepartier, der vil støtte op om det.
Hvis Per Larsens forslag bliver en realitet, vil det ifølge ham betyde, der vil være patienter, der kan få erstatning, samtidig med, at der er læger, der kan lære af deres fejl.