Nordjysk havn kan få stor betydning i kampen om klimavenlige skibe

Hirtshals Havn kan komme til at spille en central rolle i produktionen af grønt brændstof til skibe.

Der var stor samling i Nordsøen Forskerpark i Hirtshals i dag. 

Repræsentanter, eksperter og aktører med interesse i den grønne omstilling og skibsindustrien var i dag samlet til konference. 

Bag det stod Hirtshals Havn og Greenport North, som havde samlet de mange deltagende for at være med til at give et bud på, hvordan Nordjylland kan blive omdrejningspunktet for produktionen af klimavenlige brændstoffer.

- Skibsfarten bidrager med et ret stort aftryk på Co2. Det, som er vigtigt for os, er, at vi får sat gang i en produktion af alternativer til det, og det har vi så brugt rigtig lang tid på at analysere de sidste par år, siger direktør i Greenport North, Steen Hintze. 

EU stiller store krav til at skibsfarten skal tage del i den grønne omstilling, og derfor er parterne gået sammen om at finde en løsning. 

På listen over de miljøbevidste brændstoffer er blandt andet biodiesel og brint. 

Krævende projekt

Målet er, at skibe fremover skal skifte olien ud med grønne brændstoffer, men det er ikke alle, som er lige optimistiske i, hvordan det skal gøres. 

- Vi er spændte på, hvilke muligheder der ligger i det. Lige nu synes jeg ikke, der er så mange for os skibsejere, andet end at vi må fortsætte med at bruge diesel, indtil vi ser de andre muligheder, siger Karsten Mølgaard, som er skipper og redder for ISAFOLD. 

 Men Steen Hintze er dog også klar over, at det ikke bare lige er noget, der sker over natten. 

Han nævner blandt andet, at både teknologien skal være klar, regulatoriske ting skal ændre nationalt, men også priserne. 

For at det bliver en attraktiv løsning skal priserne på produktionen af brændstoffet nemlig helst kunne konkurrere med de nuværende. 

- Det er jo et langstrakt projekt, og vi er nødt til at starte nu, og det er det, vi er i gang med, siger Steen Hintze. 


For skibsejerne selv, er der dog også andre ting, som fylder, når de skal lave alt om, for at kunne skifte olien ud med de mere klimavenlige brændstoffer. 

- Det kræver i hvert fald noget plads, hvis det skal være realistisk at have nogle af de grønne brændstoffer. Det er der, vi kommer lidt til kort. Men for os er det også vigtigt, at man udleder mindre for hver fanget kilo fisk, og der synes jeg allerede, at vi er godt på vej, siger Karsten Mølgaaard. 

Der er et stykke vej, før skibene kan sejle 100 procent på grønne brændstoffer, men i Hirtshals Havn er de klimavenlige alternativer allerede i gang - blandt andet miljøbevidste tanknings muligheder for lastbiler. 

Spørger man dog Steen Hintze, så er udsigterne i Hirtshals Havn alligevel ikke så langt væk. 

- Jeg tror, at vi ser de første brændstoffer her i regi – brint – kan blive produceret på Hirtshals havn allerede fra 2024. 


Seneste nyt

fra Nordjylland