Nordjysk ledighed falder
Foto: Daniel Mikkelsen
Arkivfoto
Nordjylland er den landsdel, der det seneste år har oplevet størst fald i ledighed i hele landet.
Det viser nye tal, som Beskæftigelsesområdet Nordjylland netop har offentliggjort. I Nordjylland er hele 9,2 pct. færre ledige i år sammenlignet med sidste år, mens ledigheden på landsplan faldt med 5,4 procent.
Det svarer til 1.466 færre ledige nordjyder. Og i Nordjylland er ledigheden nu på 5,4 procent, og det tal er 0,2 procent under landsgennemsnittet.
Ledigheden er i absolutte tal faldet mest i Aalborg, hvor der er 411 færre i ledighedskøen sammenlignet med maj sidste år. Frederikshavn har haft det største procentvise fald i ledigheden med et fald på 15,1 pct. det seneste år.
Læsø har den største procentvise stigning i ledigheden er med en stigning på 20,8% det seneste år. Det drejer sig dog kun om 11 flere ledige på Læsø.
- Det er glædeligt, at ledigheden falder igen i Nordjylland. Jeg håber ikke, det er udtryk for, at de ledige falder ud af dagpengesystemet, da vi kan se, at beskæftigelsen fortsat har en svag udvikling med et fald i marts måned i år i forhold til marts sidste år, siger næstformand for Beskæftigelsesrådet Nordjylland Erik H. Andersen.
Sæsonkorrigeret viser tallene, at der var 153.520 ledige på landsplan i maj måned. Det er 2.659 færre end i april måned. I Nordjylland var der 15.215 ledige sæsonkorrigeret i maj måned. Det er 450 færre end i april måned.