Nordjysk mobilovervågning fjerner køen i amerikansk lufthavn

Nordjysk overvågningsystem har reduceret den tid passagerer i Cincinnati/Northern Kentucky International Airport i USA venter i sikkerhedsområdet med en tredjedel.

Den nordjyske virksomhed Blip Systems har udviklet et overvågningssystem, der ved hjælp af trådløse signaler fra mobiltelefoner og tablets indsamler og analyserer oplysninger om kø- og ventetider.

Det system har siden sommeren 2014 været at finde i Cincinnati/Northern Kentucky International Airports sikkerhedsområde. Og det har været en stor succes.

Den tid passagerer venter og står i kø er blevet reduceret med hele 33 procent.

- BlipTrack har gjort det muligt for CVG (lufthanvnens kaldenavn red.) at fortsætte vores tætte samarbejde med TSA (de amerikanske sikkerhedsmyndigheder for transport red.) om at sikre, at passageroplevelsen hos CVG er en, der forbedrer rejseoplevelsen i stedet for at forringe den. Vores betydelige investeringer i vores faciliteter og BlipTrack sikrer, at vi bruger dem så effektivt som muligt, udtaler administrerende direktør for CVG, Candace McGraw.

BlipTrack-systemet giver, udover oplysninger som lufthavnens personale kan reagere på, også oplysninger videre til passagererne, så de kan se og forholde sig til den aktuelle ventetidssituation.

- Vores kunder er begyndt at sætte pris på den hurtige adgang til oplysninger i realtid via vores skærme og hjemmeside, hvor de kan se, at køtiden konsekvent forvaltes ordentligt. Bag kulisserne bekræfter overblikket over instrumentpanelets funktioner og fastsatte centrale resultatindikatorer den høje ydelse og en nedbringelse af køventetider, siger lufthavnsdirektøren.

BlipTrack bliver også brugt på vejene flere steder i Nordjylland, men de oplysninger, de såkaldte MAC-adresser, som systemet indsamler fra borgernes mobiler og tablets er ulovlige at indsamle uden deres samtykke, konstaterede Erhversstyrelsen i slutningen af januar.


Seneste nyt

fra Nordjylland