Nordjysk opbakning til Helle Thorning-Schmidt

 Nordjysk opbakning til Helle Thorning-Schmidt

Der var fint besøg hos de nordjyske socialdemokrater i dag. Partiformand Helle Thorning-Schmidt erkendte i dag, at partiet og dermed hun selv ikke gjorde det godt nok i valgkampen. Men det får ikke de nordjyske socialdemokrater til at kræve en ny ledelse.

De nordjyske socialdemokrater er stolte af deres formand. Et tabt folketingsvalg og elendige meningsmålinger får dem ikke til at kræve Helle Thorning-Schimdts afgang.
- Vi har en særdeles nøgtern og handlekraftig ledelse, så der er bestemt ikke brug for en ny formand, siger Flemming Møller Mortensen (S).
Partistyrelsesmedlem Inge Kjær Andersen er enig.
- Helle har gjort det godt i valgkampen. Jeg mener bestemt ikke, der er behov for en ny partiformand, siger hun.
På de nordjyske socialdemokraters repræsentantskabsmøde erkendte partiformanden valgnederlaget.
- Vi var ikke brede nok eller dybe nok i vores valggrundlag, lød det fra Helle Thorning-Schmidt på talerstolen. Der er kun en vej til vælgernes krydser.
- Vi skal blive ved med at spørge danskerne, om de er tilfredse med dagens Danmark. Har vi et godt nok sundhedsvæsen? Fungerer tingene, som danskerne gerne vil have, at de skal fungere, siger Helle Thorning-Schmidt til TV2/Nord.
Eneste kritik af formanden gik på, at hun er for usynlig i medierne. Men det genkender Helle Thorning-Schmidt ikke.
- Jeg er ikke helt enig, men jeg synes da, det er dejligt, at medlemmerne vil se mig noget mere i medierne, siger Helle Thorning-Schmidt.
På lørdagens repræsentantskabsmøde var der også valg af kandidater til Europaparlamentet og regionsrådet. Her var der genvalg til henholdsvis Ole Christensen og Ulla Astman. Begge blev valgt uden modkandidater.


Seneste nyt

fra Nordjylland