Nordjysk politiker: - Udbudsreglerne er vanvittige
Nordjyske værfter mister ordrer for hundredvis af millioner, når forsvaret skal have bygget nye skibe, fordi de ikke har bygget et lignede skib inden for de seneste ti år. Det er komplet vanvittigt, lyder det fra Preben Bang Henriksen.
Nordjyske værfter mister ordre for hundredvis af millioner, når forsvaret skal have bygget nye skibe.
I stedet ryger ordrerne, der har en samlet værdi på knap en halv milliard kroner, til udlandet.
Det skyldes en regel, som siger, at værfter indenfor de seneste ti år skal have bygget lignende skibe. Men fordi der sjældent bliver bygget skibe af den kaliber i Danmark, opfylder værfterne ikke kravet - selvom de har kompetencerne til det.
- Det er helt vanvittigt, at eksempelvis flere nordjyske værfter i realiteten på ny udelukkes fra at byde ind på flere af søværnets opgaver, siger folketingspolitikeren Preben Bang Henriksen (V) og fortsætter:
- Det ene øjeblik er det en udansk fortolkning af EUs udbudsregler. Det næste øjeblik er det en udansk fortolkning af en selvopfunden 10 års regel, hvor værftet skal have bygget tilsvarende indenfor 10 år for at kunne byde.
Blandt andet er Karstensens Skibsværft i Skagen og Mathis Værft i Aalborg er fundet uegnet til at bygge et miljøskib til 300 millioner kroner på trods af at værfterne tidligere har bygget mere komplicerede skibe.
- Jeg vil straks bringe dette op for erhvervs— og forsvarsministeren, så vi kan få sikret danske arbejdspladser for danske penge, siger Preben Bang Henriksen, der er retsordfører og medlem af erhvervsudvalget.