Nordjysk slagteri fyrer næsten alle

85 medarbejdere sendt hjem efter udbrud af svinepest i Rusland.

Danish Meat Company i Vrå må fyre næsten alle medarbejderne og indstille produktionen som en konsekvens af et udbrud af svinepest i Rusland.

I produktionen drejer det sig om cirka 85 slagteriarbejdere. Men slagteriet lukker altså ikke igen. Der bliver formentlig tale om et stop i tre måske fire måneder, så er vi klar igen, oplyser fabrikschef Bente Justesen.

90 procent af Danish Meat Companys produktion går til Rusland og da landet nu har indført et totalt forbud mod import af svinekød fra Europa må slagteriet altså indstille produktionen.

De ansatte på Danish Meat Company blev orienteret om den midlertidige lukning og fyringerne på et møde over middag tirsdag.

- Vi er selvfølgelig meget kede af at måtte stoppe slagtningerne, både over for vores leverandører og ansatte. Men der er desværre ingen anden udvej, siger Bente Justesen.

Den midlertidige lukning af slagteriet giver anledning til at udbygge og modernisere slagteriet, som samtidig vil søge om godkendelse til eksport til blandt andet Kina og USA.

- På den måde vil vi ikke være så sårbare, hvis vi senere skulle komme i en lignende situation, siger Bente Justesen.


Seneste nyt

fra Nordjylland