Nordjysk succes med lungekræftbehandling: Læger fra resten af Danmark skal lære af nordjyderne
Mere end hver fjerde lungekræftpatient i Nordjylland er i live fem år efter at have fået diagnosen. Dét er så godt, at læger fra resten af landet nu skal på studietur til Nordjylland.
Pia Vinther Larsen er en af de nordjyder, der med succes er blevet opereret for lungekræft, og hun er langt fra alene. Mere end hver fjerde lungekræftpatient i Nordjylland er i live fem år efter at have fået diagnosen. Det er så godt, at læger fra resten af landet skal på studietur til Nordjylland for at lære at de nordjyske læger.
Pia Vinther Larsen fra Thorshøj er en af de patienter, der med succes er blevet opereret for lungekræft i Nordjylland. I 2011 blev hun opereret og fik fjernet en tredjedel af sin ene lunge. Det skete kort tid efter, hun blev diagnosticeret med sygdommen.
- Jeg er her i live endnu 10 år efter, og det er helt fantastisk. Og det kan jeg jo kun sige, at det er jo sygehuset, der har givet mig en utrolig god behandling, siger Pia Vinther Larsen.
Nordjysk succes med kræftbehandling
Pia Vinther Larsen er ikke alene om at rose den nordjyske indsats mod lungekræft.
En ny rapport viser, at flere end hver fjerde lungekræftpatient i Nordjylland overlever mere end fem år, efter diagnosen er stillet. Det er den bedste succesrate i landet.
- Det er da klart, at som lungekirurg, og når man brænder for at behandle den her patientgruppe, så er det da et kæmpe skulderklap at få, siger Lars Møller, der er overlæge på Aalborg Universitetshospital.
Jeg er her i live endnu 10 år efter og det er helt fantastisk.
Pia Vinther Larsen, lungekræftpatient
Der er flere grunde til, at lungekræftpatienter i Nordjylland har bedre kort på hånden end andre.
Den ene grund er, at man i Region Nordjylland opererer flere patienter, end andre regioner gør. I Nordjylland bliver 4 ud af 10 patienter med lungekræft opereret, hvor det i resten af landet kun gælder 3 ud af 10 patienter.
En anden årsag, til at flere overlever lungekræft i Nordjylland, er, at patienternes kræftsvulster ofte bliver opdaget tidligere i Nordjylland. Det betyder, at kræften ikke har spredt sig til andre dele af kroppen, og dermed er muligheden for at behandle sygdommen langt bedre.
Andre regioner skal lære af Nordjylland
Den nordjyske succes med lungekræftbehandling er så meget bedre end resten af landet, at andre regioner nu skal tage ved lære af lægerne i Nordjylland.
- Vi kan se, at der er markante forskelle på tværs af landet, selvom alle i princippet tilbydes det samme sundhedstilbud med udredning og behandling efter kræftpakkerne. Derfor skal vi nu finde forklaringen på, hvorfor flere patienter i Nordjylland overlever lungekræft, siger Torben Riis Rasmussen, der er overlæge på Aarhus Universitetshospital og formand for Dansk Lunge Cancer Gruppe (DLCG), der samler forskere og læger inden for lungekræft på tværs af landet.
Torben Riis Rasmussen og den øvrige bestyrelse i Dansk Lunge Cancer Gruppe har allerede planlagt et besøg i det nordjyske for at lære af de nordjyske læger.
Samtidig har den aarhusianske overlæge igangsat en undersøgelse, der skal sammenligne patienterne på Aalborg Universitetshospital med patienterne på Aarhus Universitetshospital, for at se, om man behandler patienter, der minder om hinanden, på samme måde på de to hospitaler.
- Hvis undersøgelsen viser, at de får gode resultater ved at vælge operation til flere patienter, og herunder også de lidt skrøbelige patienter, så skal den behandlingsstrategi naturligvis udbredes til resten af landet. Er det tilfældet, må vi opdatere de nationale retningslinjer for behandling af lungekræft, siger Torben Riis Rasmussen.
Og i Nordjylland står de klar til at dele deres erfaringer med resten af landet.
- Det er klart, at når der kommer en rapport med nogle tal, der er så signifikante, jamen så er det en naturlig del af vores arbejde at udbrede den positive viden, der måtte ligge i de her tal, siger Lars Møller fra Aalborg Universitetshospital.
Pia glæder sig over undersøgelse
Som nordjysk lungekræftpatient er Pia Vinther Larsen glad for, at forskellene på behandling i Danmark skal undersøges, så man i fremtiden kan arbejde på at udligne den forskellighed.
Pia Vinther Larsen bruger selv en del af sin tid på at være administrator af en facebookgruppe for lungekræftpatienter, og her skriver folk fra hele landet om, hvordan deres sygdom er blevet opdaget, udredt og behandlet.
Jeg glæder mig over på andres vegne og på fremtidige lungepatienters vegne.
Pia Vinther Larsen, lungekræftpatient
- Jeg kan jo se det ved, at mange prøver at sammenligne hinanden. Og den sammenligning er ikke til stede, fordi det er forskelligt fra det ene område til det andet, siger Pia Vinther Larsen og fortsætter:
- Jeg glæder mig over på andres vegne og på fremtidige lungepatienters vegne, at der bliver måske mere ensrettet behandling i hele Danmark. Det kunne være ønsketænkning for os alle sammen.