Nordjysk superagent: Derfor er Norge og Sverige sexet
Foto: Henning Bagger (Ritzau Scanpix)
Den nordjyske spilleragent Jacob Krüger har rådet flere spillere til at søge mod nord.
AaB fik tilbudt Henrik Meister, men han tog til Sarpsborg. Nu er han solgt for op mod 100 millioner kroner.
Albert Grønbæk havde tilbud fra FCM, men tog til Bodø/Glimt og videre i trecifret millionskifte.
Senest har Randers solgt Mads Enggård til Molde, hvor fans har kaldt det et skridt til siden. Han har selv kaldt det et springbræt.
Kæmpeklubber
I Nordjylland har spilleragent Jacob Krüger sendt Casper Tengstedt til Norge, hvor der kun gik et halvt år før gigantiske Benfica ville have ham.
Wessam Abu-Ali var gået i stå i både Silkeborg og AaB, men via Sirius i Sverige røg han til den afrikanske kæmpeklub, Al Ahly i Egypten, hvor han bomber både liga og popularitetsbarometeret i smadder.
De har alle det til fælles at karrierevejen har taget dem via nabolande, men hvorfor er det pludselig sådan, at de ligaer åbner porten?
- En trossag
Netop Jacob Krüger fra agentfirmaet People in Sport peger på ganske klare og specifikke årsager. Han rådede eksempelvis netop sine angribere, Casper Tengstedt, der nu er i Verona og Wessam Abou Ali til at vælge de nordiske lande.
Der er flere chancer og mindre pres, lyder forklaringen:
- Det er en trossag. Men jeg tror niveauet lige er lidt under i Norge og Sverige (i forhold til Superligaen, red), selvom når man ser Europaresultater har især Sverige jo har været gode, siger Jacob Krüger, der i øjeblikket er travlt ophængt op mod transfervinduernes lukning.
Han mener at de offensive spillere får flere muligheder.
- Der er simpelthen større spredning på holdene, siger agenten, der har en fortid som teknisk chef i Vejle og sportschef i Vendsyssel.
Ligamodellen
Og hvorfor så det?
I Danmark er der 12 hold i Superligaen. I Sverige og Norge er der 16 i den bedste række. Den procentvise risiko for at rykke ud af den bedste række, er blandt de højeste i Europa.
- 16 hold gør bare at de spiller mere friskt til, understreger Jacob Krüger.
Det gør at udstillingsvinduet for spillerne er større, fordi der ikke spilles med livrem og seler.
- Det er jo klart, at der er en større gruppe af midterhold. Det betyder så de kommer hurtigere fri af nedrykning og det giver mere åbne kampe, lyder forklaringen.
Langer ud
Det kan vække undren, at kometen Meister ikke røg via Superligaen, men tog direkte fra Danmark og Fremad Amager til Norge.
Ifølge Jacob Krüger skyldes det ikke nødvendigvis kun karrierevalg fra spilleren selv.
- Alle – alle – søger angribere. Men de (norske og svenske klubber, red.) kigger meget i den danske første division. De scouter måske mere der end Superliga-klubberne, siger den tidligere AaB-danmarksmester.
- Når du taler med dem, er de rigtig godt orienteret. Et eksempel som Hobros Frederik Christensen. Jeg skyder på der er meget interesse fra Sverige og Norge, men ikke meget – hvis noget – fra Superligaen, fortsætter Jacob Krüger og understreger han ikke er agent for ham.
Udbud og efterspørgsel
Netop angribere som Meister eller nu Frederik Christensen er ”eftertragtede varer”, som Krüger kalder dem i køb-og-sælg-fodboldverdenen.
- Det er udbud og efterspørgsel, siger han.
Og selvom han som rådgiver kan påpege de gode muligheder Sverige og Norge giver, er der kun én, der kan gøre det færdigt:
- Vi kan hjælpe lidt til på karrierevejen, men til syvende og sidst er det spillerne selv, lyder det, mens Krüger nævner topscorer i den egyptiske række, Wessam Abou Ali, der er konge – eller Farao, om man vil – i det fodboldgale land, for den klub, der er verdens mest vindende målt på trofæer.
- Han har lavet 46 mål i 75 kampe eller sådan noget. Så de er dygtige spillere – og alle klubber søger angribere, slutter Krüger om aalborgenseren med de palæstinensiske rødder.