Nordjysk travsucces fortsætter

Gordon Dahl kandiderer med sejr i Dansk Opdrætningsløb til at blive årets træner.

Den nordjyske travtræner Gordon Dahl vandt søndag det klassiske storløb Dansk Opdrætningsløb på Charlottenlund Travbane, hvor staldens 'Fossa' vandt nordens ældste klassiske storløb, Dansk Opdrætningsløb for gæstekusk Steen Juul. Hvidbjerg-trænerens anden deltager 'Flora' blev tilmed nummer to for travkusk Kasper K. Andersen.

Sejren er sæsonens fjerde storløbssejr for Gordon Dahl, og med sejren følger 170.000 kroner i førstepræmie til Fossa, der førte det 2000 meter lange løb fra start til mål i den gennemsnitlige kilometertid 1.15,0, som er den hurtigste vindertid i løbets 124 år lange historie.

Fossas sejr var aldrig truet, men staldveninden Flora sluttede flot af til andenpladsen og blev belønnet med 68.000 kr. for den præstation.

- Jeg har jagtet sejren i Dansk Opdrætningsløb i mange år, og for mig er det derfor på højde med derbysejren. At han kunne vinde i ny løbsrekord med kræfter i behold, var jo helt vildt imponerende, siger Gordon Dahl om storløbssejren, der satte det bedst mulige punktum for jubelsæsonen.

- Det har været en kanon rejse at være på. Både personalet og jeg kniber os selv i armen.

Med de 238.000 præmiekroner rundede Gordon Dahl en indtjening på 2.170.000 kroner i en sæson, der også har budt på sejr i Dansk Travsports største løb, Dansk Trav Derby.

Både Fossa, Flora og derbyvinderen Dumbo ejes af den nordjyske forretningsmand Keld Gregersen under pseudonymet Stutteri Disney.

En kanonsæson for travtræner Gordon Dahl bliver bare bedre og bedre. Arkiv.
En kanonsæson for travtræner Gordon Dahl bliver bare bedre og bedre. Arkiv.
Foto: TV2 Nord

Seneste nyt

fra Nordjylland