Nordjysk undersøgelse afslører: Danskerne får for lidt jod
Foto: TV2/Nord
På trods af 15 års målrettet indsats for at øge danskernes indtag af jod, får vi stadig for lidt. Det belaster skjoldbruskkirtlen og øger risikoen for forhøjet stofskifte.
Danskerne får for lidt jod.
Den konstatering lavede man for snart 20 år siden, hvor Aalborg universitetshospital sammen med Bispebjerg, DTU Fødevareinstituttet og Center for sundhed og Sygdomsforebyggelse undersøgte en gruppe danskeres indtag af jod.
Undersøgelsen betød at al husholdnings- og industri-salt siden år 2000 har været tilsat jod, i håb om at danskerne over tid kunne nå op på et indtag, der er anbefalet internationalt.
Nu er de samme mennesker blevet undersøgt igen, og jod-berigelsen har tilsyneladende været forgæves.
- Vi har undersøgt de samme personer både før og efter jodberigelsen, og genundersøgelsen viser, at stigningen i jodindtaget er mindre end forventet. Således kan den danske befolkning stadig klassificeres som havende jodmangel på trods af jodberigelsen, lyder det fra læge og forsker Anne Krejbjerg fra Aalborg Universitetshospital, der netop har forsvaret sin ph.d.-afhandling om emnet.
Et for lavt indtag af jod øger belastningen af skjoldbruskkirtlen og og kan medføre forstørret skjoldbruskkirtel, der kan ende med forhøjet stofskifte. Derfor bør danskernes indtag af jod øges.
- For at undgå eventuelle bivirkninger til en pludselig stor stigning i befolkningens jodindtag var man ved jodberigelsens start forsigtig med mængden af tilsat jod. Derudover er jodindholdet i mælk faldet de seneste år. Det er formentlig disse faktorer, der har resulteret i, at jodindtaget blandt danskerne stadig ikke er tilstrækkeligt, forklarer Anne Krejbjerg og fortsætter:
- Danskernes indtag af jod bør øges således, at befolkningens jodindtag kommer op på det niveau, der anbefales af verdenssundhedsorganisationen, WHO.