Nordjysk V-bagland reagerer på nye ministre
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Statsministeren præsenterede torsdag det nye ministerhold
Det vækker glæde hos baglandet, at to nye ministerposter tilfaldt Venstre.
De nye ministerposter, der tilfaldt Venstre, vækker stor begejstring blandt partiets bagland.
Det nordjyske folketingsmedlem Torsten Schack Pedersen har de sidste 19 år haft sin daglige gang på Christiansborg, men først nu lander han en ministerpost. Han skal varetage en af tre nye ministerposter, nemlig posten som minister for samfundssikkerhed og beredskab.
Ifølge flere partifæller var det kun på tide, at han nu får lov at indtage en større rolle i dansk politik.
- På Venstres vegne er jeg helt vildt stolt af, at Torsten bliver minister. Jeg er slet ikke i tvivl om, Torsten kan bestride posten, siger Viggo Kobæk (V), som er formand for Thisted-kredsen.
Viggo Kobæk beskriver Torsten Schack Pedersen som en utrolig arbejdsom partifælle, der altid er tilgængelig og til rådighed for kommunalpolitikerne.
Se indslag om ministerrokaden her:
Venstres nye darling
Nu forhenværende digitaliserings- og ligestillingsminister Marie Bjerre skal ligesom Torsten Schack Pedersen fremover bestride en helt ny ministerpost i rollen som Europa-minister.
- At Marie Bjerre nu skal repræsentere Danmark udadtil, er af kæmpe værdi for vores land, siger borgmester i Vesthimmerlands Kommune, Per Bach Laursen (V).
Per Bach Laursen, der har haft et tæt samarbejde med Marie Bjerre i flere år, beskriver hende som et menneske med fødderne solidt placeret på jorden.
- Hun har en helt speciel aura omkring sig. Hun er en af de personer, hvor man tænker, enten er du noget specielt, ellers kan du noget specielt, siger Per Bach Laursen.
Den opfattelse deler regeringen og partifæller tilsyneladende i bred kam, når Marie Bjerre fremover skal være en del Udenrigsministeriet. Og når Danmark næste år har EU-formandskabet, står hun i spidsen.
Ifølge TV2 Nords politiske analytiker Søren Wormslev er det et tegn på, at Marie Bjerre internt i partiet anses som en af næste generations topfigurer.
Den analyse bakkes op af baglandet.
- Jeg ser den her ministerpost som et step op for Marie Bjerre, siger formanden for Venstres Ungdom, Lasse B. Sørensen.
Et styrket Nordjylland
Udover at det anses som et styrket Venstre efter, at to af de nye ministerposter tilfalder partiet, anses forfremmelserne også for at styrke Venstres position i Nordjylland.
- At Torsten kommer ind og varetager den her opgave som den bundsolide nordjyde, han er, det styrker Nordjylland, siger borgmester i Vesthimmerlands Kommune, Per Bach Laursen.
Venstre går dermed ind til næste valgperiode med flere ministerposter, og det giver ifølge Søren Wormslev altid ekstra pondus i en valgkamp.