Nordjysk velgørenheds-projekt har vokseværk
Projektet 'en håndsrækning' startede som en facebookside. Nu har projektet, der hjælper udsatte danskere, fået så stor succes, at Brønderslev Kommune har valgt at lægge hus til.
En nordjysk kvinde begyndte 'En Håndsrækning', der hjælper udsatte danskere, som en facebookside, men nu har projektet fået så stor succes, at Brønderslev kommune har valgt at lægge hus til.
Nordjyden Kirsten Carlsen begyndte projektet 'En Håndsrækning' som en facebookside. Nu, 8 måneder senere, har projektet fået så stor succes, at hun ikke længere kan have plads det tøj, legetøj og de møbler, hun modtog fra gavmilde nordjyder.
Derfor har Brønderslev Kommune valgt at låne et hus ud til projektet.
-Huset stod tomt, og så er det jo rigtig skønt, at der er nogen, der vil hjælpe andre mennesker . Vi synes det skal være sådan, at vi hjælper hinanden med at hjælpe dem, der har det svært, siger borgmester i Brønderslev Kommune Mikael Klitgaard.
De nye omgivelser kommer til at gøre en stor forskel for projektet, er Kirsten Carlsen ikke i tvivl om.
-Jeg tænkte, det var helt fantastisk. Jeg kunne slet ikke fatte det. Det kunne jeg virkelig ikke. Det betyder, at vi kan blive ved med at sikre, at vores medlemmer kan få hjælp på længere sigt, siger Kirsten Carlsen.
De mange ting, hun modtager fra nordjyderne, forærer hun væk gratis til de, der har brug for det.
-Det betyder rigtig meget i hverdagen, at vi har kunnet få noget tøj, og hvad vi ellers har stået og mangler. Tøj til teenagere nu om dage er jo rigtig, rigtig dyrt, så uden den her hjælp, ville min søn ikke kunne gå i så meget tøj, som han gør nu, og tøj til mig ville måske være helt sløjfet - så det betyder rigtig meget i hverdagen, siger Mette Overbeck Nielsen.